Bilsnobbernes Top 100 - Rolls Royce Phantom Coupe #S11E8
Bilsnobberne · Stefan Kaas
Beskrivelse
Der er store biler, og så er der virkelig store biler. En af sidstnævnte – en Rolls Royce Phantom Coupe – er hovedperson i dette afsnit af Bilsnobbernes Top 100. Stefan Kaas indtager denne gang bilsnobbernes tilbagevendede rolle som inkarnationen af den automotive Piet van Deurs. Adam Estrup, der er novice udi det hæderkronede engang britiske mærke, lytter for en sjælden gangs skyld mest andægtigt til. Historien er også god. Og den er vigtig. Ikke mindst i en verden, hvor sportsvogne fra Modena bruger ratstilke, dørgreb og airconknapper fra en Punto og premiummærker kalder billige skærme for fremskridt for usselt at spare penge på fysiske knapper og almindelige brugervenlighed. I en Rolls Royce Phantom Coupé er der nemlig knapper af metal, rigtigt krom, ædelt træ og ikke mindst læder, der rent faktisk kan huske, at det har siddet på en ko – eller de 16, der vistnok går til for at aptere den store coupé. Bilen kostede så selvfølgelig også en god sjat mere end de fleste andre, men sådan er det. Stefan kommer også omkring det smukke i, at den nye V12 – naturligvis uden turboer eller anden uskøn motormekanik – har samme slagvolumen som den gamle V8’er fra Crewe, og at V12’eren har drejningsmoment nok til at gøre det irrelevant om du har sekstrins eller ottetrins gearkasse. Adam får lov at læse lidt op om den unge, yppige dame, der stod model til Spirit of Ecstasy og han kan også noget med oprindelsen til navnet Silver Ghost (fra en af hans biludstillinger fra da han var ung, red.). Sidst i udsendelsen kommer det altid spændende segment, hvor der bliver kastet med 12-sidede terninger for at finde ud af, hvilken bil næste Bilsnobbernes Top 100 næste udsendelse skal handle om. Alt dette – og en del mere – får du ved at lytte med til denne podcast.