Beskrivelse
Ny episode ude nu – Biler i Musik Vol. 3! Bilsnobbernes musikeksperter Thomas Nedergaard, aka. The Tops, Mikkel Brodin og værten Stefan Kaas har optaget opfølgeren til Biler i Musik Vol. 1 og Vol. 2. Det er der kommet godt en times underholdning ud af, hvor de tre spiller uddrag af en række sange for hinanden og argumenterer for, hvilken bil, der indgår i sangen. Det er de ikke overraskende sjældent enige om. Et af episodens musikalske højdepunkter er Gary Numans Cars, der afstedkommer sprogblomster som sort røvhuls-BMW (sort E21 323i, red.) og drømmende tanker om en Gunmetal grey Aston Martin Lagonda og ditto mareridt om en Ford Cortina med beige velourindtræk. Nik & Jay animerer til en ophedet diskussion, hvor de tre står stejlt overfor hinanden med cabrioleterne Audi A5 S-line, Nissan 370 SZ og BMW E93. De er dog helt enige om, at farven er kokainhvid og hjulene knaldsorte og store. Du får også en Beach Boys-sang og interessante fakta som, at der i 1964 blev produceret præcis 948.370 folkevognsbobler. Endelig rystes Tops over, at Peter Gabriels Sledgehammer handler om coitus, og Mikkel må sætte de to andre på plads over rollelisten i Pulp Fiction. Stefan vinder (traditionen tro, red.) det meste. Spilleliste Biler i Musik Vol. 3 (kan måske findes på Spotify og Apple Music hvis Mikkel har lagt den ud): Billy Boy – One Two – 1986 Filmstar – Suede – 1996 Drivers License med en der hedder Olivia – 2021 Star People – George Michael – 1996 Blue Savannah – Erasure – 1989 Mod solnedgangen – Nik & Jay In your Eyes – Peter Gabriel – 1986 Cars – Gary Numen – 1979 I get Around – Beach Boys – 1964