RESUS Deepdive: Aminoglykosider: Bedre Cost-Benefit end vi Går og Tror?
YDAM Podcast · Yngre Danske Akutmedicinere
Beskrivelse
I denne episode af RESUS podcasten har vi inviteret klinisk mikrobiolog og medforfatter på antibiotikavejledningen på pro.medicin Jørgen Engberg med i studiet for at diskutere antibiotikaforbruget i akutafdelingen og hvilken effekt det har på resistensudviklingen i Danmark. Vi diskuterer det området med måske størst potentiale for at forbedre situationen fra akutafdelingen (udover korrekt prøvetagning forud for opstart af antibiotika), hvilket synes at være en større anvendelse af aminoglykosider for relevante infektioner (særligt urinvejsfokus) fremfor piperacillin/tazobactam. Aminoglykosider har længe været forbundet med nefrotoksiske bivirkninger, hvilket formentligt har hindret deres anvendelse, men vi har i Danmark længe haft relevante vejledninger til behandlingen med aminoglykosider, der blandt andet foreskriver at antibiotikaen maks må gives én gang dagligt og i maks 3 dage med dosisjustering ud fra nyrefunktion. Evidensen peger i retning af at nyrepåvirkningen formentligt er negligerbar når aminoglykosider anvendes korrekt og vi gennemgår et dansk retrospektivt studie som undersøger netop dette.