Den grønne omstilling kommer nedefra – Jim Rasmussen, forsker i bælgplanter, om markens kvælstofmotor: Kløver
Videnskab fra vilde hjerner · Niels Bohr Institutet · Københavns Universitet
Beskrivelse
Kløver i græsplænen er ikke bare ukrudt. Bælgplanter kan hente kvælstof fra luften, dele det med naboplanter og være med til at opbygge kulstof i jorden. Derfor kan de få en vigtig rolle, hvis landbruget skal bruge mindre kvælstofgødning og samtidig dyrke fødevarer og biomasse til blandt andet tøj, byggematerialer og energi. Jim Rasmussen er seniorforsker i bælgplantebaserede dyrkningssystemer ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, som råder over unikke forskningsfaciliteter, der kræver godt fodtøj, bl.a. store områder med forsøgsmarker, hvoraf nogle går tilbage til 1894. Det er her, Jim Rasmussen og hans kollegaer undersøger, hvordan bælgplanter, mikroorganismer og andre planter udveksler kulstof og kvælstof under jorden. Ved hjælp af sporstoffer kan forskerne følge de vigtige grundstoffers vej fra planten til jorden og dens naboer. Få et nyt blik på det, der foregår under dine fødder, når Jim Rasmussen fortæller, hvorfor hvidkløver er en særlig generøs nabo, mens lupiner kan føre kemisk nabokrig. • Jim Rasmussen er seniorforsker i bælgplantebaserede dyrkningssystemer og sektionsleder for sektionen Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet. Han forsker i, hvordan bælgplanter påvirker strømme af kvælstof og kulstof mellem planter, mikroorganismer og jord, og hvordan denne viden kan bruges i mere bæredygtige dyrkningssystemer. VIDENSKAB FRA VILDE HJERNER er produceret af Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Værter: Anja C. Andersen og Mette Holbæk Redaktion og tilrettelæggelse: Pretty Clear Science Communication Podcast- og videoproduktion: Studio25 ved Jakob Ranum Grafisk design: Oliver Høeg-Jensen Redaktionsassistent: Caroline Guldager-Nielsen