#2 Type 2-diabetes og nyresygdom. Hvad patienter reelt har brug for
Tungt at bære · PodRadio
Beskrivelse
Afsnittet er produceret i samarbejde på Boehringer Ingelheim I andet afsnit af podcasten Tungt at bære sætter vi fokus på et af de mest oversete, men alvorlige områder inden for type 2-diabetes: risikoen for kronisk nyresygdom. Alt for mange mennesker udvikler stille nyreskader uden at mærke symptomer. Ofte opdages sygdommen først, når skaden allerede er sket - selvom den i mange tilfælde kunne være opdaget langt tidligere. Vært Christian taler med Rikke Borg, nefrolog og forsker, der i mere end 20 år har arbejdet med mennesker med diabetes og nyresygdom. Hun har blandt andet været med til at skrive Diabetesforeningens patienthåndbog om nyresygdom og deltager i det internationale ATLAS-studie. I samtalen ser vi på udviklingen inden for nyrebehandling de seneste 10–15 år, hvorfor type 2-diabetes i dag er den hyppigste årsag til nyresvigt, og hvorfor tidlig opsporing stadig halter – både i sundhedssystemet og hos patienterne selv. Vi taler også om, hvilke blod- og urinprøver der er afgørende for at opdage nyresygdom i tide, hvilke symptomer man skal være opmærksom på, og hvordan patienter kan blive stærkere medspillere i deres egen behandling. Samtalen kommer også omkring psykisk belastning, stigma og ulighed i sundhed – faktorer som i høj grad påvirker mennesker, der lever med kroniske sygdomme. Afsnittet giver både et fagligt og menneskeligt indblik i, hvad der skal til for at opdage nyresygdom tidligere – og hvad patienter reelt har brug for.