Spring til indhold
He-Man og ... Transformers, GI Joe, Atari Force, Rom, M.A.S.K. & co. - Supersnak

He-Man og ... Transformers, GI Joe, Atari Force, Rom, M.A.S.K. & co.

Supersnak · Marvel-Morten og Kim Helt

10. juni 2026 1t 6m
0:00 1t 6m

Beskrivelse

Jeg ville have forsvoret, at Supersnak nogensinde skulle lave et afsnit om Masters of the Universe, men takket være den nye film, som jeg anmelder nedenfor, så Kim og jeg chancen for at snakke om en mærkelig, men meget betydningsfuld genre inden for amerikanske tegneserier … Tegneserier baseret på legetøj og når vi siger legetøj, så mener vi selvfølgelig ACTIONFIGURER. Transformers, GI Joe, Atari Force, Rom the Space Knight, Captain Action, M.A.S.K. Og alle de andre! Det er ikke en undergenre, der bringer dig ind i tegneseriens allerøverste pantheon, men det er en genre, der har bragt stor glæde til mangt et (som regel) drengehjerte. Og meget af den mytologi, der findes i de forskellige legetøjsuniverser, er grundlæggende skabt af tegneserieforfattere og -tegnere. Da Masters of the Universe-legetøjet dukkede op i 1982, var undertegnede 27 år og dermed meget langt fra målgruppen, så jeg iagttog med undren, hvor sindssygt populært det blev, og hvordan de små, kvadratiske minitegneserier, der fulgte med figurerne, var med til at skabe mytologien. Så kom den animerede tv-serie, hvor universet for alvor blev populært, efterfulgt af live action-filmen fra 1987 med Dolph & Co. (som lige stikker hovedet frem i den nye film), der lånte/huggede flittigt fra Kirbys Fourth World. Mens alt dette stod på, kom der selvfølgelig en tsunami af ACTIONFIGURER (... og det har bestemt INTET at gøre med dukker), som jeg ved absolut intet om. Efter at IP'en (som vi unge kalder det) har været kastebold mellem diverse mediegiganter, er der så endelig her i 2026 kommet en ny film. Instruktøren er Travis Knight, som er født i 1973, og det vil sige, at han har den perfekte alder til at stå for denne udgave af Masters of the Universe. Og det er faktisk lykkedes ham at lave en film, der er vidunderligt kulørt, vibrerer af 80'er-design, hvor alle overspiller til 11, alle jokes bliver gentaget 10 gange, og som selvfølgelig er alt, alt for lang, men ... Men den er også virkelig underholdende og har faktisk glimt af den "Voksne kan også være bange ..."–stemning, som legetøjets oprindelige målgruppe må føle nu, når de ser den som voksne (for ikke at sige midaldrende) og for længst har forladt barndommens gyldne land. God lyttehygge og vi ses om to uger! Fang os på: facebook.com/supersnakpodcast instagram.com/supersnakpodcast [email protected] www.supersnak.dk

Andre episoder fra Supersnak Se alle episoder →