Beskrivelse
I første afsnit af Stemmer fra Skyggen åbner vi døren ind til arbejdet med voldsudsatte kvinder og giver et grundlæggende indblik i, hvem Fonden LivaPeople er, og hvilken støtte kvinder kan få, når de søger hjælp. Vi taler om, hvad vold i nære relationer egentlig er, både som begreb og som virkelighed for de mere end 118.000 kvinder, der hvert år udsættes for vold i Danmark. Lytterne får også en kort gennemgang af de mest udbredte voldsformer, og vi snakker om, hvad man kan gøre, hvis man selv eller en i ens omgangskreds er udsat for vold, og hvordan man som pårørende bedst kan støtte op. Det er både et introafsnit og et vigtigt fundament for de kommende episoder, hvor podcasten dykker endnu dybere ned i oplevelser, fortællinger og faglig viden om vold i nære relationer. Gæst: Maja Markman, afdelingsleder på LivaShelter i København Vært: Caroline Wilms, journalist i Fonden LivaPeople Kilder: Rapport: Kvinder på kvindekrisecenter af SDU, Danner og Kvindehjemmet, Rapport: Vold og overgreb i Danmark 2021 af Statens Institut for Folkesundhed, Det Kriminalpræventive Råd og Danmarks Statistik Er du, eller en du kender, udsat for vold og har brug for et sikkert sted at være? Ring til LivaPeople på 88 44 20 00, hvor vi vil hjælpe dig videre. For anonym rådgivning kan du kontakte Lev Uden Vold på 1888.