jeg er så bange for at blive forladt at jeg ikke tør sætte en grænse

3 sårbare og vigtige breve: 1. jeg er så bange for at blive forladt at jeg ikke tør sætte en grænse 2. Jeg har haft en fuldstændig sindssyg tid, der har været lærerig på alle mulige måder, men også affødt fysisk stress, og jeg har derfor “lagt mig ned” for at tage mig af mine behov. I det er der lidt op og ned dage og øjeblikke, og jeg synes selv, jeg er god til at fortælle folk, hvad der sker, men jeg bliver samtidig mødt af “gode råd”, der får mig til at føle mig mere forkert, som om jeg skulle have ladet som om, alt er fint i stedet for at være autentisk. Jeg gad virkelig godt at vi blev bedre til at lade hinanden være, som vi er UANSET livssituation UDEN uønskede råd - hvad tænker du om det og hvordan man tackler stress + stressende råd om hvordan man kommer ud af stress? 3. Jeg blev ramt af stress for et par år tilbage og måtte sygemelde mig i 7-8 måneder.  Det var svært for mig, da jeg begyndte at få det bedre, at opdage, at jeg pludselig ikke kunne “det samme” mere, som jeg kunne engang. Næsten som om, at min hjerne er nulstillet og skal lære en masse ting forfra/på ny.  Det betyder også, at jeg er ramt af en stor usikkerhed og tvivl på, om jeg er god nok, særligt når det kommer til arbejdslivet og jobsamtaler.  Jeg synes det er vildt svært at sidde overfor en potentiel ny arbejdsgiver og “tale mig selv op”, når jeg har det sådan - samtidig med, at jeg føler jeg SKAL være ærlig og transparent med, at jeg ikke føler mig lige så “god”, som mit CV fortæller…