Sommersamtale med Bo Lidegaard: Er stormagtsfreden endegyldigt forbi?
Radio Information · Dagbladet Information
Beskrivelse
Den ordinære udgave af Radio Information holder ferie i juli, og i stedet overlader vi pladsen til en række sommersamtaler. I denne uge taler Rune Lykkeberg med sin gamle ven og mentor Bo Lidegaard om, hvad der skabte den længste fredsperiode i historien, og hvad vi kan gøre for at forlænge den. Det har været en tradition, siden Rune Lykkeberg blev chefredaktør på Information for 10 år siden, at han hver sommer henvender sig til sin gamle ven, mentor og forhenværende chef, Bo Lidegaard. Han har været rådgiver for statsministre og siddet med ved det helt store forhandlingsbord ude i verden. Han har set magtudøvelsen helt tæt på, og han er det, man kalder for forsker i praktisk magtudøvelse. Men han er også historiker, og han har den kæmpe fordel, at han kender både nutidens og fortidens magtudøvelse. I år mødtes Lykkeberg og Lidegaard på Folkemødet i Allinge, hvor de tog den store snak hele jorden rundt foran et entusiastisk og nysgerrigt Informations-publikum. Udgangspunktet for deres samtale er en artikel i Foreign Affairs af den amerikanske kinaekspert og historiker Graham Allison med titlen The End of the Longest Peace? Artiklen indledes med en sætning om, at de seneste 80 år har været den længste periode i moderne historie, hvor der ikke har været krig mellem stormagter. Nu, hvor den fred ser ud til at være forbi, må vi spørge os selv: Hvorfor falder den fra hinanden, hvordan kan vi forlænge den, og hvad kan vi lære af dem, der skabte den? Samtalen er optaget foran et live-publikum på Informations røde scene på Folkemødet 2026.