Beskrivelse
Hvad er retslingvistik, og hvorfor er det så bragende interessant? Det ser vi nærmere på i dette introafsnit, hvor vi også taler om trusler. De er så almindelige, at vi måske ikke lægger mærke til dem. Men at udtrykke sin hensigt om at skade andre er faktisk kriminelt. Vi taler om både direkte og indirekte trusler – og forsøger at afdække, hvilke af dem er mest farlige. Redaktion og tilrettelæggelse: Janne Aagaard og Tanya Karoli Christensen Indlæsning og redaktionel sparring: Thomas Klinkby Lyddesign og redigering: Gustav Niepoort / BuddyBuddy Kontakt: [email protected] Ordet fanger er en Meow Production støttet af Carlsbergfondet Om værterne Janne Aagaard (f. 1972) er journalist og forfatter. Hun har skrevet og produceret nogle af Danmarks mest elskede podcast som den kriminologiske Forbrydelse og Straf og svindlerserien Dobbeltliv og løgne. Janne har en master i journalistik og kriminologi fra University of Queensland i Australien, og i dag bor og arbejder hun i Lissabon. Tanya Karoli Christensen (f. 1974) er forsker og underviser på Københavns Universitet. Hun er professor i dansk sprog og ekspert i retslingvistik. Gennem en årrække har hun gæsteundervist på Hofstra University i New York. Hun har stået i spidsen for et større forskningsprojekt om trusselsbeskeder og vil i 2026 lede et projekt om humanistiske perspektiver på polarisering.