Spring til indhold
Lise Dam - Hvordan Griber vi Sarah'erne? - Noget I bør vide — med Anders Sørensen. Samtaler om psykiatri, psykologi og livet bag diagnoserne

Lise Dam - Hvordan Griber vi Sarah'erne?

Noget I bør vide — med Anders Sørensen. Samtaler om psykiatri, psykologi og livet bag diagnoserne · Anders Sørensen

8. marts 2026 1t 31m
0:00 1t 31m

Beskrivelse

I denne episode taler jeg med Lise Dam, mor til Sarah, hvis historie mange kender fra DR-dokumentaren Hvem griber Sarah? Sarah døde af sin depression, mens hun ventede på behandling i psykiatrien. I dag kæmper Lise for, at det ikke skal ske for andre. For hvad sker der, når et menneske har brug for hjælp – men møder et system, hvor ansvaret glider fra hånd til hånd? Sarah mødte seks forskellige psykiatere i sit forløb. Alle kunne se, at hun havde brug for hjælp. Ingen tog ansvaret for at hjælpe hende. Vi taler om, hvad en svær depression egentlig gør ved et menneske. Hvordan håbet langsomt kan forsvinde, når hjælpen udebliver. Hvordan selv stærke mennesker kan blive fanget i en lidelse, der gradvist overtager tankerne og gør verden mindre og mørkere. Og hvor afgørende det er, at nogen griber ind, før håbløsheden får lov til at vokse sig livsfarlig. Vi taler også om betydningen af kontinuitet i behandling: at have én behandler, der kender én, og et forløb, hvor relationen kan vokse. Sarah havde tidligere været i et gruppeforløb med en fast psykiater og psykolog, hvor hun fik det markant bedre. Da hun blev syg igen, ønskede hun blot at komme tilbage til det, der havde virket. Men systemets strukturer gjorde det umuligt. Undervejs i samtalen kommer vi også ind på nogle af de større spørgsmål i psykiatrien i dag: – Hvad sker der med mennesker, når de kastes rundt mellem diagnoser og behandlere? – Hvordan påvirker ventetid håb og håbløshed i en depression? – Hvad betyder relationer og behandlingsalliance i psykiatrisk behandling? – Hvorfor kan systemer nogle gange ende med at stå i vejen for den hjælp, de er sat i verden for at give? - Og hvorfor vi har brug for at gøre en særlig indsats for unge mellem 18 og 30 år. Vi taler også om de ændringer, vi mener er nødvendige, hvis vi skal undgå lignende behandlingssvigt i fremtiden: kontinuitet, tryghed, samarbejde, tilbagefaldsbehandling, bedre støtte til ungevoksne – og et bredere syn på, hvilke faggrupper der kan spille en rolle i psykiatrien. Især pædagoger og psykomotoriske terapeuter kan noget, som i dag undervurderes i et system præget af stive faghierarkier. Det er en samtale om sorg, men også om håb. Om et system, der kan og skal blive bedre. Og om hvorfor Lise i dag fortsætter kampen – for “de andre Sarah’er derude”.

Andre episoder fra Noget I bør vide — med Anders Sørensen. Samtaler om psykiatri, psykologi og livet bag diagnoserne Se alle episoder →