Elias’ Nekrolog: Hvis jeg skal gå døden i møde, skal det være som mig selv

Engang var jeg vild med Elias og skrev et digt om ham. I dag skriver jeg hans nekrolog. Og selvom han har både Yahya Hassans og Dan Turèlls nekrolog hængende hjemme på væggen, som sig eget personlige memento mori, gør tanken om sin egen død ham “fucking rasende”. Alligevel beder jeg ham forholde sig til den i dagens afsnit. Mit gamle digt til Elias: Svend-Erik Alt du giver mig er på udlån og du tager grådigt det hele tilbage når jeg går igen med renter Jeg er dit vinglas du fylder op for at tømme; jeg tror også jeg får dig til at have det bedre med dig selv Så nådesløs i din udførelse og pludselig i sofaen til en flad fest væk på medicin for en sygdom du ikke harPatetisk og pinlig, sårbar Afventer din næste symfoni af tør hosten så vi kan holde i hånden, en undskyldning for at hvile min hånd på dit ben Jeg ruller ofte øjne af dig og sukker dybt når du snakker men jeg skal nok passe på dig Kysser dine øjenlåg så du drømmer om mig