Beskrivelse
Del 1: Vejen til Storm - og den altoverskyggende sorg. I denne første del af en todelt episode møder vi Marie, som deler sin historie helt fra begyndelsen. Hun fortæller om, hvem hun er i dag, og hvordan ønsket om et barn voksede frem hos hende og hendes mand. Marie sætter ord på de første år med fertilitetsudredning, chokket over beskeden om hendes mands sædkvalitet og følelsen af at blive afvist i det offentlige system på grund af vægtkrav. Vi følger parrets vej gennem privat fertilitetsbehandling - inseminationer, overstimulering, ICSI - og øjeblikket, hvor det endelig lykkedes, og Marie blev gravid med deres søn Storm. Marie beskriver graviditeten, den spirende tryghed, de sidste scanninger og dagene op mod terminen. Og så tages vi med tilbage til dagen, hvor Storm pludselig var mere stille i maven, konsultationen hos jordemoderen og det ubærlige øjeblik, hvor lægerne ikke længere fandt hjertelyd. Hun deler fødslen, de 1,5 døgn med Storm og det hjerteskærende farvel til deres lille dreng. Til sidst fortæller Marie om den første tid i sorgen: chokket, kroppen der ikke fulgte med, angsten, bedøvelsen gennem alkohol og cigaretter, psykologhjælp, sorggruppe og den skrøbelige proces med at holde fast i hinanden som par, når alt falder sammen. I næste uge fortsætter historien med beslutningen om at prøve igen, den angstfyldte graviditet efter tabet, fødslen af lillebror Aleksander og livet som mor til to børn - ét i armene og ét i hjertet.