OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. MCK 29.06.1998

#OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. Foredrag af Ole Therkelsen om lighederne mellem esperanto, kosmologien og kristendommen afholdt i Martinus Center Klint, den 29. juni 1998 https://oletherkelsen.dk/wp-content/uploads/2018/05/OT353.-Talsystemet-og-livsmysteriet.-Aalborg-1998-2.mp3 OT355. Esperanto, kosmologi og kristendom. MCK 29.06.1998 SE  VIDEO - FILM og ESPERANTO #OT165. Verdenssprog – Esperanto eller engelsk. Ole Therkelsen bliver interviewet af Lasse Ilskov på Familiekanalen.tv 2014 https://youtu.be/mUgW4uwKul4 Esperanto er lavet efter guddommelige principper Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa. I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956). Læs mere om ESPERANTO i min bog "Martinus og den ny verdensmoral" Ole Therkelsens bog "Martinus og den ny verdensmoral" 7.5  Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto? Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto. Grundlæggeren af plansproget Esperanto var den polske øjenlæge Ludwig Zamenhof, født i Bjalistok i 1859 7.6  Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog? Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?” Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969). Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).  7.7  Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit livvar øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste. Hanblev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå og denne tanke forlod ham aldrig siden. I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i december 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord. Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider Internationalt sprogmed fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog Unua libroogså på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, Vivo de Zamenhof(1920) og Marjorie Boulton, Zamenhof(1962). 7.8  Zamenhofs kosmiske religiøsitet Zamenhof var tavs om sin egen person, og selv de nærmeste kendte ikke til hans religiøsitet. De oplevede kun hans væremåde, han var godhjertet, ren, beskeden, hjælpsom, opofrende, beundringsværdig tålmodig, han virkede aldrig fornærmende, hverken i tale eller handling, og var altid sympatisk lyttende til alle mennesker. Fremstående esperantister, som måske i perioder havde været i opposition til ham eller modarbejdet esperanto, roste han i sine kongrestaler og takkede dem for den gode indsats, som de trods alt havde ydet for esperanto-sagen. For alle mennesker, kone, søskende, børn, nevøer og niecer, venner, patienter forekom han at være en helgen. I deres svære stunder kom de alle til ham og bad om hans råd. “Han har aldrig syndet”, sagde den gamle polske tjenestepige, idet hun under et krucifiks pegede på hans portræt på sin væg. Hvor mange berømtheder forblev store i tjenestefolkenes øjne? (Edmond Privat, Vivo de Zamenhof). Hos den lille Ludoviko var det lige som hos H.C. Andersen: moren var dybt religiøs, og faren var ateist. Begge børn var i starten meget religiøst troende ligesom moren, men efterhånden forholdt de sig mere rationelt, og dermed kritisk, til den religiøse troslæres dogmer. Hos Zamenhof udviklede det sig til, at han ligefrem blev ateist og kom ud i en livskrise med livslede, da han var 15-16 år. Et par år senere følte han sig, formentlig intuitivt, overbevist om sjælens udødelighed og Guds eksistens. Da Zamenhof i 1917 døde, 57 år gammel, efterlod han på sit skrivebord fire sider, der var forberedelserne til en artikel om sjælens udødelighed og en beskrivelse af hans egen livsanskuelse og religiøsitet. Som sagt havde han ikke tidligere fortalt om dette, men som han skrev på første side, følte han nu, at han måtte gøre det. Han forklarer, at alt det, han nu ville skrive, allerede fødtes i hans hoved for 40 år siden, da han var 16-18 år. De tanker, han havde om lovmæssigheder i naturen, udødelighed og Gud, havde ikke forandret sig væsentligt siden dengang. De tre første sider indeholder en indledning med flere forbehold og undskyldninger, da han forudså, at mange rationelle esperantister ikke ville bryde sig om denne religiøse bekendelse, ja selv de troende ville ikke bryde sig om den, for hans opfattelse var helt anderledes end de troendes. Da han døde, nåede han kun at påbegynde den fjerde side, og denne tekst slutter med en beskrivelse af den livskrise han gennemgik som 15-16 årig i sin ateistiske periode. Med denne indledning slutter hans religiøse bekendelse. Separat var der dog et par noter om noget nyt, som han oplevede som 17-årig: “Jeg oplevede, at døden ikke var en forsvinden…; at der eksisterer love i naturen…; at noget fører mig mod et højt mål…”. I forbindelse med sit arbejde med det internationale sprog skrev Zamenhof i et tidligt digt, Mia penso(min tanke), at hvis hans bestræbelser ikke faldt i skæbnens behag, ville han foretrække at dø. – At tænke sig, så dybt var denne mission med verdenssproget indpodet i den unge L. Zamenhof! Det var således ikke Forsynets mening, at Zamenhofs religiøse livsanskuelse skulle publiceres, men i dag kan vi jo trøste os med, at Martinus har beskrevet geniets udviklingstrin med dets intuitive og universelle opfattelse af livet,