OT308. Kosmologien og dens betydning i verden.

Kosmologien og dens betydning i verden Foredrag af Ole Therkelsen om kosmologien afholdt ved Martinus Festdag i Martinus Center Klint lørdag den 12. august 2006. Om kosmologien eller åndsvidenskaben Åndsvidenskaben eller kosmologien i en nøddeskal: Videnskaben har vist, at forandringer i den fysiske materie er lovbundne. Forfatteren Martinus (1890-1981) påviser i kosmologien, at der også findes love for tænkningen. Viden om disse psykiske naturlove vil gøre det muligt for de jordiske mennesker at få herredømme over deres mentalitet og efterhånden skabe et kærlighedens verdensrige på jorden. Martinus 90 år fotograferet i Martinus Center Klint i 1980. Hans livsværk kalder Martinus Åndsvidenskab, Martinus Kosmologi, Det Evige Verdensbillede eller kosmologien. Hvem er Martinus? Livet er eventyrligt. Når vi ser ned igennem årtusinderne, ser vi, at der en gang imellem med store mellemrum fødes et helt usædvanligt geni, en profet eller en verdensfornyer. På denne vor skønne, gule, grønne og blå planet har vi efter min mening i vor tid haft besøg af en sådan eventyrlig person i form af Martinus (1890-1981). Han blev født uden for ægteskab i den lille by Sindal i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom og den første del af sin ungdom. Derefter arbejdede han på forskellige mejerier rundt omkring i provinsen, indtil han som 30-årig fik sine kosmiske evner. I de sidste 60 år af sit 90-årige liv skabte han i kraft af sine kosmiske analyser en helt ny videnskab og et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede (DEV). Martinus' værk - Kosmologien Martinus skrev, at hans værk, Kosmologien, var en kærlighedens videnskab. Han anså sit værk for at være intellektualiseret kristendom eller videnskabeliggjort kristendom. I 1975 kaldte han derfor sit samlede værk, Det Tredje Testamente, idet han oplevede, at åndsvidenskaben var den sandhedens ånd eller talsmanden den hellige ånd, der var den profeterede fortsættelse af Bibelens to tidligere testamenter (Joh. 16,12-15 og 14,26). Martinus brugte også Martinus Kosmologi som betegnelse for sit værk. I ordbogen kan man læse, at kosmologi er en metafysisk lære om verdensaltet. Kosmos er en modsætning til kaos. Det velordnede og lovbundne univers er en kontrast til det kaotiske. Kosmologien er kort sagt læren om det ordnede univers.Den er en livsvidenskab, der viser, at alt har en mening, at enhver detalje i naturen er uundværlig, og at alt i sit slutfacit er logisk, hensigtsmæssigt og kærligt. Arbejdsværelset i Martinus Mindestuer på Martinus Institut Hvad er karakteristisk for det evige verdensbillede, kosmologien? Det er rigtigt, at Martinus’ analyser ikke er videnskabelige i almindelig forstand. Materialistiske videnskabsmænd kan ikke forestille sig, at noget kan være videnskab og sandhed, hvis det ikke kan udtrykkes i talstørrelser, i tids- og rumdimensioner. Både livet og hele verdensbilledet er evige foreteelser, der strækker sig uden for tid og rum. Tids- og rumdimensionelle resultater er baseret på skabte ting med en begyndelse og et ophør. Ifølge Martinus er det levende væsens bevidsthed en evig foreteelse, som skjuler sig bag den midlertidige og materielle fremtræden. Hvis man vil nå frem til livsmysteriets løsning, må man vænne sig til, at der findes resultater baseret på analyser af evige foreteelser, og at disse resultater ikke er mindre videnskabelige eller sande end de resultater, der er baseret på tidsbegrænsedeog hensmuldrende foreteelser. Kosmologien udgør et evigt verdensbillede. Det evigt verdensbillede - kosmologien Kosmologien udgør et evigt verdensbillede. Et verdensbillede, der skal være evigt, må være et billede af evigheden og uendeligheden. Det må beskrive betingelserne og forudsætningerne for en evig livsoplevelse. Et evigt verdensbillede kan ikke være et billede af skabte ting, der er timelige og begrænsede med begyndelse og afslutning. Eftersom videnskabens arbejdsområde begrænser sig til en intelligensmæssig undersøgelse af begrænsede ting, der kan måles og vejes, vil det materialistiske verdensbillede derfor have en begrænset gyldighed. Det er den begyndende udvikling af intuitionen, der afføder interesse og behov for forklaringer af de evige og uendelige foreteelser, af hensigter, større sammenhænge og helheder i naturen. Hvad er emnet for Martinus Kosmologi? – Hvad er teorien om alting? Hver videnskab har sit emne. Biologien, kemien, fysikken og psykologien har hver sit. Emnet for Martinus Kosmologi er Alteteller Kosmos. Alt eksisterende i hele universets evige og uendelige udstrækning er Martinus’ emne. Han omtaler sin åndsvidenskab som en modervidenskab, fordi den har altsom emne. Den evige fortid, nutid og den evige fremtid samt alt liv i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos er emnet for kosmologien. Desuden forklarer Martinus også de fænomener i livet, der er uden for tid og rum. I den teoretiske fysik er man i dag på jagt efter teorien om alting. Ligesom Einstein tidligere gjorde, så søger mange teoretiske fysikere i dag at opstille den universelle formel, der kan forene naturvidenskabens fire grundlæggende kræfter: tyngdekraften, de elektromagnetiske kræfter, samt de svage og de stærke kernekræfter. Den kendte fysiker Holger Bech Nielsen (f. 1941) mener sammen med flere internationale fysikere, at den nye såkaldte strengteori kunne repræsentere teorien om alting. Strengteorien kan dog i dag ikke anses for at være endelig bevist. Modstanderne af teorien siger, at hvis den er forkert, er den ikke teorien om alting, men teorien om ingenting! – Men inspireret af fysikkens udtryk teorien om alting, ville jeg gerne karakterisere Martinus Kosmologi som “Teorien om alting”.  Hvad er i kosmologien signalementet af alt, som eksisterer? Emnet for Kosmologien er som sagt alt, hvad der eksisterer. Dette altomfattende noget, som eksisterer, har Martinus kaldt for X1 eller det guddommelige noget(LB2 stk. 304). Det indeholder alt eksisterende, og dermed alle kontrastpar. Dette noget er ikke tilgængeligt for sansning, fordi alle kontrastpar er ligeligt repræsenteret i altet. Man kan nemlig ikke opleve alting på én gang, men kun én kontrast ad gangen. – Noget, der rummer alt, opleves som intet! – Når det farveløse lys går igennem et prisme, spaltes det i alle spektrets farver. Man kan ikke opleve alle farver på én gang, fordi de enkelte kontrastpar ophæver hinanden. X1 er analogt med det hvide lys, som på én gang indeholder alle farver og alligevel i sin helhed er farveløst. Talsystemet set som et symbol på hele verdensbilledet eller kosmologien I sin beskrivelse af talsystemet har Martinus skrevet mange sider om nullet som symbol på X1 (LB3 stk. 1014-1038). Ligesom X1 er nullet det faste punkt eller udgangspunktet for alt. Summen af alle positive og negative tal bliver nul. Summen af +2 og –2 er 0. Nullet, der rummer summen af alle tal, fremstår for sanserne som et ingenting. Noget, der rummer alting, kan ikke opleves! – Hvis man lægger alverdens positive og negative elektriske ladninger sammen, får man ladningen nul. Hvis man adderer alle magnetiske nordpoler og sydpoler, vil man også få nul. Hvis der et sted i universet opstår en magnetisk nordpol, vil der samtidigt opstå en tilsvarende sydpol et andet sted. En positiv elektrisk ladning kan kun skabes ved, at der samtidigt opstår en negativ ladning. Stof kan kun opstå ved, at der samtidigt opstår noget antistof. Eftersom den totale helhed ikke kan opleves på én gang, vil den for sanserne fremstå som immateriel, som ingenting eller tomhed. X1 er immateriel for sanserne, men ikke immateriel i absolut forstand, da helheden ikke er et intet, men et alt. Ifølge Martinus kan denne helhed derfor bedst beskrives som: Et noget som er. Han bruger også den neutrale betegnelse X1, hvor X blot skal betegne “et noget som er”, og 1-tallet refererer til den første og primære realitet i analysen af livet.   Hvad er resultatet af verdensaltets udspaltning i de enkelte kontraster? Dette guddommelige noget, X1, rummer i sig muligheden for at kunne opdeles i de enkelte kontraster. Skabeevnen, X2, der er alle de kosmiske princippers moderprincip, har det potentiale, der skal til for at fremskaffe de enkelte kontraster, så de kan opleves. Hvis dette udspaltningsprincip X2 ikke fandtes, ville helheden X1 ikke kunne opleves, og livets oplevelse ville være en umulighed. Skabeevnen, X2, er i sig selv ikke noget skabt, men blot “et noget som er”. Skabeevnen eller dette noget nr. 2 beskriver Martinus derfor med en neutral betegnelse, X2. Udspaltningens enkelte kontraster danner et skabt produkt, X3, udgøres af de seks tilværelsesplaner og de seks grundenergier, der er materialet for al skabelse og oplevelse. Enhver timelig eller skabt ting er en del af X3, men den samlede energisum af X3 har konstant eksisteret i al evighed. Summen af energi er konstant og dermed evig. På trods af alle de skabte detaljers foranderlighed er X3 altså i sin helhed af evighedsnatur. Dette noget nr. 3 er altså også blot “et noget som er”, som Martinus derfor karakteriserer med den neutrale betegnelse X3. Skabeprincippet X2 er som et kosmisk prisme, der symbolsk set udspalter det hvide lys, X1, i de seks grundenergier, X3. Herved kan man komme til at opleve den absolutte virkelighed set igennem skiftevis røde, orange, gule, grønne, blå og indigofarvede briller. (Se LB2 stk. 529-541).   Hvad oplever man, når man ikke kan opleve alting på én gang? Oplevelsen af X1 kan kun ske i X3 ved, at evigheden og uendeligheden inddeles i mindre pakker ved hjælp af opdelingsprincippet, X2. Enhver skabt ting udgør således en begrænset uendelighed (se LB6 stk. 1981, 2094). Efter denne opdeling af helheden kan en kontrast gøre sig gældende og opleves i fravær af den anden. Når en ting opleves som grøn, skyldes det, at komplementærfarven rød bliver absorberet og udslukt. I det oprindelige hvide lys får det grønne lys lov til at dominere, når det røde lys fjernes.