11. Cyberafpresning: Derfor er kriseledelse en anden disciplin end daglig ledelse [del 2 af 3]
M Networks · M Networks
Beskrivelse
Under pres falder vi tilbage på det, vi er trænet i. Det er derfor, vi træner. Rutinen gør os hurtige, og den gør os gode, netop fordi vi ikke skal tænke over den. Men i de første timer er der ikke meget, der adskiller en cyberafpresning fra en driftshændelse. Bliver den håndteret som en, taber man tid, man ikke kan hente igen. I denne episode fortæller Henrik Christiansen, kriseforhandler hos Delta Crisis Management, hvad der kendetegner god kriseledelse. Han var med til at opbygge forsvarets arbejde med gidselforhandling og blev oplært af blandt andre FBI og forhandlere fra Scotland Yard. Metoderne bruges i dag, når det er data og ikke mennesker, der holdes som gidsel. Hans vigtigste pointe er, at kriseledelse er en anden disciplin end daglig ledelse. Det kræver klar kommunikation, tydelige beslutninger og en aftalt rytme. Han fortæller også, at kriseplaner, der findes, ofte er for lange og for komplicerede til at blive fundet frem. Det, ledelsen har brug for, er en kort og operativ dagsorden. Undervejs kommer han ind på, hvorfor spørgsmålet om at betale løsesum ofte bliver taget for tidligt, og hvorfor de virksomheder, der har øvet sig på forhånd, står markant bedre, når det sker. Denne podcast udgives af M Networks, IT-leverandør og Microsoft-partner i Nordsjælland. Vil du høre mere eller tage en snak om jeres IT, kan du besøge mnetworks.dk, skrive til [email protected] eller ringe på 70 10 70 05.