Beskrivelse
Velkommen til tredje del af Lille Klode, en musikalsk podcast og et verdensmålsværk, lavet af Jacob Knudsen og Vennelyst Radioteater til Vejle med hjælp fra byens borgere og medarbejdere. Om lidt skal I høre den tredje sang i værket. Det er sangen Et helt nyt fælles vi og efter sangen vil vi tage jer med på en lille tur bag om værket. God fornøjelse. Hvis dette er tingenes tilstand på den lille klode, gad vide om der har været en anledning hvor vi kunne have valgt anderledes og ændret det? To citater: “Der må have været et øjeblik, i begyndelsen, hvor vi kunne have sagt ...nej. Men på en eller anden måde missede vi det.” “På den måde må der også have været et tidspunkt hvor vi kunne have sagt ja...altså til noget andet. Det missede vi så også”. Det første er skrevet af Tom Stoppard i et teaterstykke om Rosenkrans og Gyldenstjerne, to sidefigurer i Hamlet. Det hed Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde og er egentlig ganske muntert, sit tema taget i betragtning. Det sidste er skrevet af mig. Primært fordi jeg både er pessimist og uforbederlig optimist. Det vil sige, egentlig er jeg lidt pessimistisk, men når noget bliver pessimistisk, føler jeg en stor trang til at være optimist. Mens for meget optimisme, ja... Så det store spørgsmål der brænder på i min trodsigt optimistiske hjerne, nu hvor det hele er lidt pessimistisk, er om det så er for sent? Er det for sent eller er det stadig muligt at ændre tingenes tilstand? Kan jeg lære at læse mulighederne, så jeg ved hvad det rigtige valg er? Jeg kunne slå plat eller krone, som Gyldenstjerne gør en hel scene igennem i Tom Stoppards stykke. Eller jeg kunne skrive en sang om håb og ønsket om et nyt fællesskab. Dette er håbet... Vers: Den gamle verden har nye mål men kan vi leve op til dens ambitioner? Og kan alle få en rolle her? Eller sprænges vi til atomer? Bridge: Nogle søger nye vinde Andre søger sammen I fællesskaber uden mål og ramme men alle drømmer om at skabe... Omkvæd: Et helt nyt fælles vi / For alle dem der går og taler om Et helt nyt fælles vi / Et sted med plads til store tanker som Et helt nyt fælles vi / går op imod selv den værste strøm Et helt nyt fælles vi / og viser vejen mod den store drøm Vers: Miljø og venlighed Lyder godt og kan skabe håb og fælles glæde Men kan vi løfte mere bæredygtighed eller blir det verdens ende. Bridge: Isen føles usikker når man bevæger sig ud mellem svære valg og håbløse bud på den drøm vi har om at skabe... Omkvæd: Et helt nyt fælles vi / For alle dem der går og taler om Et helt nyt fælles vi / Et sted med plads til store tanker som Et helt nyt fælles vi / går op imod selv den værste strøm Et helt nyt fælles vi / og viser vejen mod den store drøm Vers: Men den nye verden kigger frem fra sit skjul lidt op af bakken og mellem træerne tændes bål der lyser op over fjorden Bridge: Så hvorfor egentlig ikke? Hvad kan der ske? Hvis vi finder sammen og begynder at se den drøm vi har om at skabe... Omkvæd: Et helt nyt fælles vi / For alle dem der går og taler om Et helt nyt fælles vi / Et sted med plads til store tanker som Et helt nyt fælles vi / går op imod selv den værste strøm Et helt nyt fælles vi / og viser vejen mod den store drøm