Spring til indhold
Indre Farvande - Indre Farvande

Indre Farvande

Indre Farvande · Indre Farvande

18. marts 2026 1t 19m
0:00 1t 19m

Beskrivelse

Indre Farvande er et lydværk om havet. Værket er skabt af lydkunstner Sara Troense og forfatter og musiker Thea Berg til Øhavsmuseet, der har bidraget med kulturhistorisk indsigt og viden til værket. Gennem interviews, digte, musik og møder med naturen har de lavet en kunstnerisk undersøgelse af det landskab, der har formet vores maritime kulturhistorie og sat sig i vores nationale identitet. Indre Farvande er en kollektiv beretning, der giver plads til et hav af stemmer. Forskere, øboere, hekse, sejlere, forfattere, fugle, planter og fisk – alle har en plads i fortællingen om de danske kyster og vandmasserne, der altid har og altid vil forme den måde, vi lever, sanser og drømmer. Disse stemmer hører du i Indre Farvande:  Thea Berg - forfatter, musiker og journalist Thea Bergs nyskrevne digt Havet har lært mig at lytte kan høres vers for vers gennem værket. Thea har komponeret, spillet og sunget musikken til Indre Farvande. Læs om Thea Bergs øvrige kunstneriske virke på www.squareweather.dk  Sara Troense – lydkunstner og producent. I Indre Farvande fortæller Sara Troense, hvordan hendes far opdagede en ny dansk ø og plantede et flag på den. Sara er indehaver af produktionsselskabet Hvalfald www.hvalfald.dk  Simon Væth - grafiker og historieelsker Simon Væth har været en stor del af produktionen af Indre Farvande og har skabt hele det visuelle udtryk. Simon er sagnentusiast og deler i værket sin indsigt i nogle af de sagn, der stammer fra området omkring Det Sydfynske Øhav. Tommy Heisz – forfatter Tommy Heisz udgav i 2020 digtsamlingen Indre Farvande. Han har generøst lånt titlen til Thea Berg og Sara Troense, og uddrag af digte fra samlingen kan høres gennem værket. I lydværket fortæller Tommy Heisz også om sit eget forhold til havet.  Minik Rosing – geolog Minik Rosing er professor ved Københavns Universitet, og han blev verdenskendt i 1999, da han fandt de ældste biologiske spor af liv på Jorden. I Indre Farvande fortæller Minik Rosing om havets udvikling gennem fire milliarder år, og hvordan alle mennesker bærer rundt på deres eget indre hav. Andrea Hejlskov - forfatter, vølve og heks Andrea Hejlskov bruger sin indsigt om myter og magi i sit forfatterskab og arbejder med at bringe viden fra den nordiske mytologi ind i vores tidsalder. I Indre Farvande fortæller hun om havets betydning i det førkristne Danmark, og hvordan vandet kan bruges i en magisk praksis. Isabel Bramsen - fredsforsker Isabel Bramsen er leder for freds- og konfliktstudier og lektor ved Lunds Universitet. Hun elsker at svømme lange ture i havet, og i Indre Farvande fortæller Isabel Bramsen, hvordan hun bruger vandet til at berolige sit nervesystem og finde ro.   Jens Glindvad Andersen – lystsejler og smakkejolleentusiast Jens Glindvad Andersen har sejlet hele sit liv og er blandt andre med til at opretholde vores kulturarv omkring klinkbyggede både. Marianne Krag Petersen – naturvejleder Marianne Krag Petersen har et indgående kendskab til naturen i og omkring Det Sydfynske Øhav, hun kender alle planter, tang og dyr, der lever langs kysterne. Asbjørn Hartmann Andersen – arkæolog Asbjørn Hartmann Andersen er museumsinspektør på Langelands Museum. I Indre Farvande fortæller han om arbejdet med at udgrave stenalderlandsbyer under vandet i Det Sydfynske Øhav. Tissel Lund-Jacobsen – historiker Tissel Lund-Jacobsen er museumsinspektør på Øhavsmuseet og har undersøgt livet på øerne i Det sydfynske Øhav gennem historien. Ulrik Harring Boll – naturskolelærer og undervandsjæger Ulrik Harring Boll bruger harpun til at jage fisk langs kysterne i Det Sydfynske Øhav. I Indre Farvande fortæller han, hvordan han har lært sig selv at tænke som en fisk. Jeanne Debess – af sømandsslægt Jeanne Debess er opvokset på Ærø og kommer af en rigtig sømandsfamilie. Hun har selv været ude at sejle på de syv have som ung, og hun kan en masse gode historier og sømandsviser. Helle Ansholm – lydfortæller Helle Ansholm bor på Tåsinge og interesserer sig for alle gode historier. I Indre Farvande fortæller hun historien, om dengang hun boede i Svendborg og fandt en lille teske i havet. Amanda Frisk – journalist Amanda Frisk er opvokset på Tåsinge og har et helt særligt forhold til Svendborgsundbroen, som hun cyklede over hver dag i sine gymnasieår. Bodil Jeppesen og Lars Krauthammer – fisker rejer til husbehov De to naboer Bodil Jeppesen og Lars Krauthammer fisker rejer ved Langeland. De har faste rusepladser og følges hver dag i traktoren ned for at tømme dem. Anders Korshøj og Kevin Gearey - lystfiskere De to venner Anders Korshøj og Kevin Gearey har fisket sammen i flere år. Anders Korshøj går mest op i det tekniske ved fiskeriet, mens Kevin Gearey får noget ud af det mentalt – også når han ikke fanger noget. Jesper Honoré, Anja Lundsgaard, Anette Christoffersen og Jørgen Christoffersen – øboere Naboerne Jesper, Anja, Anette og Jørgen holder en pause i arbejdet med at grave kartofler og fortæller om livet på Drejø anno 2025. Kai Kellermann Hansen og Eskild Birkholm – har svømmet i morild Vennerne Kai og Eskild har prøvet at svømme i havet, mens man kunne se morild. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Desuden er der lyde af vind, sejl og skibsradio fra den tomastede skonnert Mira, bygget i Faaborg i 1898.  Indre Farvande er støttet af Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune.