Skal en mistanke om en vens affære frem i lyset?
Hvad ville Jesus have sagt? · DR
Beskrivelse
En mand har uforvarende fået viden om, at hans gode ven jævnligt har nogle store restaurations-og hoteludgifter i Oslo, som vennens kone sandsynligvis ikke kender til. "Jeg mistænker, at min ven har en hemmelig affære i Norge", skriver han til præstepanelet i håb om lidt assistance fra Jesus i spørgsmålet om, hvad man stiller op med den viden. En anden lytter har udbedt sig råd om, hvor vidt man kan holde en dominerende veninde ude af en velfungerende læseklub. "Når hun opdager, at den findes, uden at hun er inviteret, bliver hun sandsynligvis stiktosset", skriver lytteren. Endelig undrer en tredje lytter sig over, hvad præsterne i kirken egentlig mener, når de taler om "evighedernes evighed". "Hvordan skal det forstås", spørger hun præstepanelet, som i denne uge består af gæsteprædikant Helene Reingaard Neumann fra Marmorkirken og Garnisonskirken, fængselspræst Maria Fruerlund Kamp fra Herstedvester Fængsel og pastor emeritus Sven Straarup fra frikirken Højnæskirken i Rødovre. De tre er gæster hos vært Anne-Grethe Bjarup Riis.