Beskrivelse
Dilemmaerne står i kø i vurderingerne af den seneste krig med Iran. Er det en støtte til præstestyret at pege på, at angrebet var i strid med Folkeretten? Hvad er vigtigst – at pleje forholdet til USA eller pleje respekten for de internationale regler? Er det moralsk i orden at fjerne et så brutalt regime, selv om det måske ikke er helt efter bogen? Der er i hvert fald mange iranere, der er glade. De peger på, at angrebet er deres eneste chance for at slippe ud af præstestyrets greb. Men iranerne skal finde deres egne veje. Sporene fra tidligere militærinterventioner i Irak, Afghanistan og Libyen skræmmer. Der fulgte borgerkrige, militante bevægelser, store ødelæggelser og nogle af deres borgere havnede i situationer, der var værre end det, de kom fra. I denne episode prøver vi at filtrere nogle af de mange meninger og meldinger gennem et net af forskning og erfaringer fra tidligere indgreb udefra. Vi får hjælp af Mona Kanwal Sheikh, der er seniorforsker og leder af afdelingen Global Sikkerhed og verdenssyn på Dansk Institut for Internationale Studier. Hun har blandt andet stået for en del af den danske Afghanistan-udredning og forsket i religiøse, militante bevægelser i regionen. Gæst: Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker og leder af afdelingen Global sikkerhed og verdenssyn på Dansk Institut for Internationale Studier Vært: Kirsten Larsen Lyddesign: Jonas Johs Andersen Højtryk udgives af Globalnyt og redaktionen består af Kirsten Larsen og Laurits Holdt, som kan kontaktes på [email protected] og [email protected]