Beskrivelse
Tag med podcasten fra ”Historier fra Odense” på cykeltur gennem Odenses cykelhistorie. Her i første afsnit hører du om cyklens ankomst i 1880’erne. Det var væltepeteren med direkte træk på forhjulet og ikke cyklen, som vi kender den i dag. En af byens farvehandlere kørte ordrer ud på sin væltepeter for at få opmærksomhed til butikken. Frøken Warberg var blandt de første kvinder, der svang sig op på cyklen, men det var ubekvemt at cykle med den stive, højhalsede kjole, så den smed hun, når hun kom uden for bygrænsen. Det var nemmere uden den lange kjole. Odense var også langt fremme med lovgivning til gavn for cyklister og fik en af Danmarks første cykelstier, der gik ud til Fruens Bøge. Men først måtte man lære at cykle! Rige odenseanere kom på cykelskole, hvor der blev cyklet til musik – ofte under ledelse af en officer. Senere lærte man at håndtere cyklen og trafikken i skolernes trafikskole. Mange odenseanere husker sikkert trafikskolen på Risingskolen. Du kan også høre om tyverierne af cykelgummi under 2. verdenskrig. Cyklerne blev i stor stil skrællet for gummi, og de tiloversblevne cykelstel blev kastet i Odense Å. Da manglen på gummi var størst, forsøgte man at lave gummi af mælkebøtter. De mange cykeltyverier skabte grobund for cykelparkering med vagter. Du kan også høre om efterkrigstiden, hvor odenseanerne i gennemsnit cyklede 3.600 km. om året og om 1970’ernes første motionsbølge. Hør alt dette og meget mere om cykelbyen Odense i denne podcast fra ”Historier fra Odense”.