Beskrivelse
Nu havde vi lige vænnet os til et liv uden store epidemier. Odense har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død, skræk og rædsel. Da Covid-19-pandemien i 2020 ramte byen som en stormvind, og på få dage vendte odenseanernes hverdag fuldstændig på hovedet, så var det i virkeligheden en slags venden tilbage til tidligere tid. Hør Stadsarkivar Johnny Wøllekær fortælle om tidligere epidemier som pesten, kolera, den spanske syge, kopper og polio i verden og i Odense. Her kan man bl.a. høre at processen med karantæne og vacciner slet ikke er noget nyt. Selv Odense bys bøddel har været involveret i vaccination af byens borgere. Du kan også høre flere odenseborgeres historier om deres eget møde med bl.a. skarlagensfeber, den spanske syge og polio og deres oplevelser på byens epidemisygehus. Du kan høre om alt dette og meget mere i denne podcast fra Historier fra Odense.