Mennesket i marmor #6 (sæson 2) – Caligula 2: Mening med galskaben?
Glyptotekets podcast · Glyptoteket
Beskrivelse
Var Caligula vanvittig, eller handlede han med fuldt overlæg? Kejserens historie er svær at rekonstruere, fordi kilderne er få og gennemsyret af had mod ham. Alligevel forsøger Sander og Kathrine i denne episode at komme nærmere en sandsynlig forklaring på det, der skete i de knap fire år, Caligula sad på magten. Historien om hesten, om incesten, om den seksuelle ydmygelse af overklassen. Hvor meget er der egentlig hold i? NB: Da 'Mennesket i marmor' udfolder flere voldsomme historier er podcasten ikke egnet for børn. Om Mennesket i marmor Historiker Sander Funch og formidlingsansvarlig på Glyptoteket Kathrine Andersen tager dig i denne podcast med på en spændende og overraskende rejse om bag skulpturenes stillestående ydre. For hvad fortæller en antik skulptur egentlig om det menneske, der skabte den – og om det menneske, den forestiller? Hver episode af Mennesket i marmor tager udgangspunkt i én af Glyptotekets antikke skulpturer. De peger nemlig hver i sær ind i en verden, som både er vores egen kulturs ophav og samtidig radikalt fremmed. Podcasten viger ikke tilbage for de sider af antikken, der kan virke ubehagelige i dag; I den antikke verden kunne mennesker være ejendom. Vold og seksuel udnyttelse var grundlæggende samfundsvilkår. Guderne var ikke moralske forbilleder, men lunefulde, magtfulde skikkelser, der handlede ud fra begær, jalousi og hævn. Det var en verden, hvor den stærke havde ret til at slå den svage ihjel, og hvor voldtægt og slaveri ikke var afvigelser, men en del af hverdagen. Mennesket i marmor bevæger sig gennem nogle af antikkens mest ekstreme og foruroligende fortællinger: Herkules, der i guddommeligt vanvid myrder sin egen familie. Kejsere som Nero, der kastrerer deres elskere. Krigsherrer som Cæsar, der stolt kan oplyse, at de har solgt titusinder af mennesker som slaver på én dag. Samtidig er det samme verden, der skaber noget af det mest sublime, mennesket nogensinde har frembragt: skulpturer, arkitektur, filosofi, drama og mytologi, som stadig former vores forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske. Det er den verden, de antikke skulpturer kommer fra. Og det er den, Mennesket i marmor dykker dybt ned i, for dermed at skabe en større forståelse for, hvad de egentlig forestiller. Om dine værter Sander Funch er cand.mag. i historie og specialist i antikkens kultur. På Glyptoteket har han i en årrække formidlet oldtidens verden for publikum, og hans kombination af skarpt blik for detaljer, galgenhumor og sans for dramatik har gjort ham til en af museets mest markante fortællere. I Mennesket i marmor folder Sander antikkens historier ud i samtale med sin medvært Kathrine Andersen, formidlingsansvarlig på Glyptoteket. Læs mere om podcasten her: https://glyptoteket.dk/indblik/podcast/mennesket-i-marmor