Beskrivelse
I år 2000 strandede 17 havpattedyr på Bahamas kort efter en amerikansk militærøvelse med aktiv sonar. Mere end 20 år senere viste sprængningen af Nord Stream-rørledningerne, hvor sårbar vores kritiske infrastruktur under havoverfladen er. De to hændelser peger på et fælles dilemma: Vi har brug for at kunne overvåge, hvad der sker under havets overflade. Men teknologien, der skal skabe sikkerhed, kan samtidig forstyrre havets dyr. Kan fremtidens teknologi hjælpe os ud af dilemmaet? Kan eksisterende fiberkabler fungere som gigantiske ører på havbunden? Kan AI analysere enorme mængder lyd og vibrationer i realtid og skelne mellem hvaler, skibe og potentielle trusler? Og kan bedre passiv lytning reducere behovet for aktiv sonar? Denne udgave af Genistreg er optaget live på Ungdommens Folkemøde, hvor vært Christian Cherry taler med Frants Havmand Jensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet med speciale i havpattedyr, bioakustik og undervandslyd, og Orlogskaptajn Kasper Munksgaard, søofficer og militær analytiker ved Forsvarsakademiet.