Distribueret ledelse: Aktivér din anførergruppe og få flere spillere til at tage ansvar
GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling. · GameChanger
Beskrivelse
For nylig har norske sportsmedier skrevet om tendenser i norsk fodbold, når det kommer til anførergrupper. Bodø/Glimt skifter anfører fra kamp til kamp – et såkaldt »rullende anførerbind« – hvilket klubber som Frederikstad Fotballklubb og Sarpsborg 08 også har taget til sig. Den norske forsker Ingrid Lian beskriver, at fordeling af lederansvar kan styrke holdets samlede præstation, men kræver tilpasning og tid, før det fungerer optimalt. I denne GameChanger-podcast tager vi fat på begrebet distribueret ledelse og diskuterer: Hvad sker der, når hold begynder at fordele ledelsesansvaret bredere ud i spillergruppen? Og hvordan sikrer en træner, at distribueret ledelse fungerer? Morten Dahm Kjærgaard, cheftræner hos Aarhus Fremad, og Claus Elmholdt, erhvervspsykolog og partner hos LEAD er i studiet. En af de væsentligste pointer er, at distribueret ledelse kan bringe flere ressourcer og flere kompetencer i spil tæt på kerneopgaven. Men de peger også på, at distribueret ledelse ikke er »en let løsning«, for skal det skal fungere, skal du som træner være tydelig på retning, roller og rammer. Det er fundamentet for, at en anførergruppe med karakter og selvforståelse og en kultur, hvor ansvar ikke bare bliver delt ud, men taget på sig. Key-takeaways En anførergruppe kan være et greb til udføre distribueret ledelse, hvor du som træner frigør ressourcer og placerer ledelse tæt på kerneopgaven: at præstere på banen. Distribueret ledelse er en tilgang, hvor ledelse er noget, holdet skaber og tager ansvar for sammen. Cheftræneren skal være tydelig på visionen, og »hvorfor anførergruppen skal have ansvar, hvilken værdi det skal skabe, og hvor det kan give holdet en fordel.« Arbejd bevidst med de formelle ledere, for at de kan påvirke de uformelle ledere og få dem til at bidrage. Træn spillerne i at tage ordet foran hinanden, at forberede sig og have lidt på spil i en ramme, der både er afslappet og ambitiøs. Et vigtigt karaktertræk i en anførergruppe er, at den enkelte ser gruppen før sig selv og tager ansvar for kultur, adfærd og relationer i truppen. Podcastvært og -producer: Peter Piil. Redaktør: Anne la Cour Thysen Fodboldfaglig konsulent: Klavs Rasmussen. Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu