Arbejdskraft, udenlandsk konkurrence, regler & rammer
Fundament for fremtiden · Saint-Gobain Denmark
Beskrivelse
Hvordan sikrer vi fair konkurrence, nok kvalificeret arbejdskraft og en grøn omstilling, som hele byggeriet kan være med på? I denne episode af Fundament for fremtiden taler vært Peter Hedegaard med branchedirektør Rasmus Brandt Lassen fra DI Byggeri og koncerndirektør Martin Tholstrup fra Persolit om regler og rammer, udenlandsk arbejdskraft, social dumping, kompetencekrav i den grønne omstilling og kampen for at tiltrække næste generation til byggebranchen. I episoden dykker vi ned i de politiske og praktiske rammer for arbejdskraft i den danske byggebranche og ser på, hvor godt regelsættet egentlig matcher virkeligheden på byggepladserne. Gæsterne peger på udfordringen i at få hele branchen til at efterleve dem – samtidig med at krav og administration hele tiden vokser. En central del af samtalen handler om udenlandsk arbejdskraft: Behovet for kapacitet, de store rekrutteringsmuligheder – og de meget reelle problemer med social dumping, løndumpning og “cowboy‑firmaer”, der udnytter systemet. Manglen på en effektiv certificerings- og kontrolmodel gør det svært for seriøse virksomheder at konkurrere på fair vilkår. Vi taler også om den grønne omstilling og de nye kompetencekrav, den stiller til hele værdikæden – fra arkitekter og rådgivere til udførende håndværkere. Danmark er langt fremme på design og projektering af bæredygtigt byggeri, men det tager tid at få den grønne tankegang helt ud til “sidste mand på pladsen”, der skal forstå, hvorfor affald skal sorteres, og hvorfor løsninger skal designes til adskillelse og genanvendelse. Mod slutningen kommer samtalen om kampen om kvalificeret arbejdskraft og lærlinge: Populære fag vi små og pressede uddannelser, samt nødvendigheden af både flere faglærte, flere kvinder, bedre lærlingeprogrammer og en stærkere fastholdelse af udenlandske medarbejdere og deres familier. Gæsterne deler erfaringer med omfattende lærlingeprogrammer, generationsledelse og behovet for at præsentere håndværksfagene som attraktive karriereveje i en tid, hvor mange unge traditionelt er blevet skubbet mod akademiske uddannelser. Vært: Peter Hedegård, Saint-Gobain Denmark Gæster: Rasmus Brandt Lassen, DI Byggeri & koncerndirektør Martin Tholstrup, Persolit Produktion: Anne Schmidt & Morten Starup, Saint-Gobain Denmark