Beskrivelse
Prædiken fra gudstjeneste i Broen d. 21. juni 2026 Prædikant: Peter Jerup-Thise Tekster: Lukasevangeliet kap. 15,11-32 ––––––––Studiemateriale til prædikenen –––––––– Materialet er skrevet til brug i cellegrupper, men kan også bruges som personlig refleksion, eller sammen med en mikromakker, eller ægtefælle. START MED BØN (5 MIN) Lad en person lede en bøn og bed Helligånden om at lede, og guide jer i jeres tid sammen. CHECK-IN (15 - 20 MIN) Hvis I er en gruppe på mere end seks personer, kan det være en idé at opdele jer i grupper af tre, så der bliver bedre tid og rum for alle. Har I ikke startet aftenen med at spise sammen, kan det være en god idé at lande lidt først. Del kort med hinanden, hvad I hver især ankommer med: hvad fylder I dag – godt, skidt, arbejde, familieliv? Hjælp hinanden med at holde tiden. I kan evt. sætte en timer. TAL OM PRÆDIKENEN 1) Læs teksten til prædikenen sammen: Lukasevangeliet kap. 15,11-32 2) Har du hørt prædikenen? --> Hvad lagde du særligt mærke til? 3. Hvor i fortællingen befinder du dig lige nu? —> Hvis du skulle være helt ærlig, identificerer du dig mest med den yngre søn, den ældre søn – eller måske med ingen af dem lige nu? Hvorfor? 4. Hvad betyder det for dig, at den yngre søn kommer hjem af sult mere end af fromhed? —> Hvordan påvirker det din forståelse af omvendelse og det at komme til Gud, at sønnen ikke først får styr på alle sine motiver? 5. Hvornår har du oplevet, at Gud tog imod dig, selvom du ikke følte dig værdig til det? —> Del gerne en erfaring fra dit eget liv, hvor du oplevede nåde, tilgivelse eller en ny begyndelse. 6. Kan du genkende noget af den ældre bror i dig selv? —> Er der situationer, hvor du har haft svært ved at glæde dig over andre menneskers velsignelser, succes eller nye muligheder? Hvad tror du ligger bag? 7. Hvad vil det sige for dig, at dit vigtigste tilhørsforhold er at være Guds barn? —> Hvordan ville dit liv se anderledes ud, hvis du hver dag levede ud fra den identitet frem for det, du præsterer, lykkes med eller fejler i? 8. Hvordan kan vi efterligne faderen i denne uge? —> Er der en person, du kan møde med mere nåde, mere tålmodighed eller mere åbenhed? Hvad kunne det konkret se ud som? 9. Henri Nouwen skriver i sin bog "Den fortabte søn vender hjem": "Spørgsmålet er ikke: Hvordan finder jeg Gud? Men: Hvordan lader jeg mig finde af ham?” —> Hvad tror du, det betyder helt konkret i dit liv lige nu at lade dig finde af Gud? BØN (10 MIN) Bed for jer selv og for hinanden, og bed ind i de ting, I har delt med hinanden. AFSLUTNING Oplever du, at Gud minder dig om noget nu, som du har lyst til at dele? Det kan både være til dig selv og til andre i fællesskabet. Husk, at Gud bruger os som fællesskab til at opmuntre hinanden i tro.