Episode 53: NY BOG: Philo-sophus III. Den filosofiske regeneration. Kapitel 37 (part 4)

Skriv en hilsen med dine tanker om episoderne … Velkommen til episode 53 af Filosofi med Gørtz. I denne episode læser jeg resten af kapitel 37 op fra min seneste bogudgivelse, nummer 99 i rækken: Philo-sophus III. Den filosofiske regeneration. Vi følger endnu en gang Elias under hans ophold i Frankfurt, hvor han har forsøgt at nærme sig et samarbejde med den tyske sociolog Andreas Reckwitz. Udgangspunktet har været forholdet mellem den regenerative sociologi og Singulariteternes samfund – mellem spørgsmålet om, hvad der gør noget enestående, og spørgsmålet om, hvordan vi kan regenerere de menneskelige og samfundsmæssige betingelser for et værdigt liv. Men Elias når et punkt, hvor han må standse op. Artiklen, som han havde forestillet sig at skrive, tager ikke rigtig form. De teoretiske forbindelser vil ikke uden videre falde på plads. Måske er det ikke tilstrækkeligt at stille to sociologiske perspektiver over for hinanden og håbe, at der opstår en syntese. Måske kræver spørgsmålet om regeneration en anden form for tænkning – en anden måde at nærme sig mennesket, samfundet og de værdier, der binder os sammen på. Elias opgiver derfor at skrive artiklen. Men at opgive et projekt er ikke nødvendigvis det samme som at opgive sit spørgsmål. Nogle gange er det tværtimod først, når vi slipper vores forestillinger om, hvordan svaret skal se ud, at vi bliver i stand til at høre, hvad spørgsmålet egentlig kalder på. Elias forlader Frankfurt og vender hjem til København. Her begynder en ny bevægelse i hans filosofiske undersøgelse. Han kommer i tanke om protreptikken – den filosofiske praksis, hvor mennesket gennem samtalen vender sig mod de grundlæggende værdier og begreber, der former dets selvforståelse og handlinger. Hvad sker der, hvis regeneration ikke alene skal forstås som en sociologisk teori, men også som en filosofisk praksis? Hvad sker der, hvis vi forbinder samfundets behov for fornyelse med menneskets mulighed for at genfinde sig selv i en samtale om det, der virkelig betyder noget? Herfra begynder Elias at ane konturerne af en anden undersøgelse. Han lægger an til at besøge Hartmut Rosa og Ole Fogh Kirkeby. To filosoffer, der på hver deres måde kan åbne nye perspektiver på det spørgsmål, han tumler med. Hos Rosa finder han muligheden for at tænke regeneration sammen med resonans – med menneskets forhold til en verden, der ikke blot skal beherskes, kontrolleres og udnyttes, men som vi også må kunne lade os berøre af og svare på. Hos Kirkeby åbner der sig en mulighed for at undersøge protreptikken som en filosofisk praksis, hvor vi gennem arbejdet med begreber og værdier kan nærme os en dybere forståelse af, hvem vi er, og hvad vi forpligter os på. Men kan disse perspektiver bringes sammen? Kan den regenerative sociologi, resonansfilosofien og protreptikken finde en fælles klangbund? Kan regeneration blive mere end en teori om samfundets fornyelse, resonans mere end en beskrivelse af vores forhold til verden og protreptik mere end en samtalepraksis? Kan de tilsammen åbne for en filosofi, der både undersøger samfundets tilstand, menneskets verdensforhold og vores evne til at handle med dømmekraft? Det er endnu ikke sikkert. Samklangen kan ikke besluttes på forhånd. Den må undersøges, afprøves og måske ligefrem frembringes i mødet mellem forskellige filosofiske traditioner og praksisser. Og måske er det netop her, Elias' egentlige projekt begynder at tage form. Ikke som endnu en akademisk artikel, der skal lukke et spørgsmål, men som en søgen efter de forbindelser, der kan gøre filosofien virksom i menneskers liv og i de fællesskaber, vi er en del af. Fra Frankfurt til København. Fra sociologien til protreptikken. Fra analysen af samfundet til spørgsmålet om, hvordan vi kan leve, tænke og handle anderledes. Det er denne bevægelse, vi følger i afslutningen på kapitel 37. Oplæsningen ledsages som altid af musik fra mit album Philosophical meditations. Musikken inviterer os til at dvæle ved tankerne og lade dem arbejde videre i os – også efter at ordene er forstummet. For måske opstår de vigtigste filosofiske forbindelser ikke, når vi forsøger at tvinge dem frem, men når vi giver dem tid og plads til at finde deres egen form.