Spring til indhold
Træheste, muskelmænd og fortabte sønner. Med Marvel Morten fra Supersnak. - Den Historiske Brevkasse

Træheste, muskelmænd og fortabte sønner. Med Marvel Morten fra Supersnak.

Den Historiske Brevkasse · Rasmus Wichmann

23. oktober 2024 38m
0:00 38m

Beskrivelse

Historiker Rasmus Wichmann og hans ekspertpanel giver råd til historiske personer. Med superfan Morten "Marvel Morten" Søndergaard fra Supersnak, filosof Kåre Nissen fra Det Græske Testamente, forfatter Mikala Rosenkilde fra De Mystiske Dyr og fantasten Flemming Rasch fra podcastet Fantastikken. Dilemma # 1 : Træhesten Vores by har ligget i krig i omtrent ti år. Jeg orker ikke at gå i detaljer med det, men det havde noget med en skønhedskonkurrence at gøre. Vores fjende har været modig, og deres soldater har kun få svagheder. Vi har altså opnået en vis gensidig respekt, og det er nok derfor der er kommet en fred i hus. Problemet er deres æstetiske sans. De kan hverken bygge søjler, hugge statuer, dreje krukker, eller bare stikke en pind i en... ja. De har intet der minder om kultur. Jeg har hørt at man skal rose indsatsen, og ikke fokusere på resultatet, men jeg kan ikke få ét pænt ord over mine læber. Og nu har vi fået en gigantisk træhest som fredsslutningsgave. Jeg har aldrig set noget så ubehjælpsomt, siden jeg havde sløjd. Jeg har mest af alt lyst til at levere den tilbage. Men de er frygteligt nærtagende, og det kunne bringe freden i fare hvis der skete noget med hesten. Så, hvilke anvendelsesmuligheder har en træhest? Hilsen Prinsen Dilemma # 2: Muskelmanden Jeg har mødt den her pige, som har slået benene væk under mig. Jeg er blevet kåret som den stærkeste mand i hele Israel, men når jeg er sammen med hende, så har jeg lov at være genert. Hun tilhører måske den forkerte stamme, men filister-kvinder har bare noget over sig. De går med jernsmykker og make-up, mens vores egne hænger fast i bronzealderen. Vores kvinder klæber til mig, bare jeg flexer lidt med musklerne. Samtidig er de sådan "vi føder børnene, så vi bestemmer hvem der er ægte jøder." Fuldstændig ligesom at høre på min mor. Altså, hallo mand! Vi lever i det 2. årtusind før Kristi fødsel! Min nye kæreste derimod, hun ved hvordan man taler til en patriarkalsk mand. "Du skal blive stamfader til en stor slægt" siger hun. Samtidig er hun virkelig svær at gøre indtryk på. Hun dåner ikke, bare fordi jeg kan løfte en byport. Det gør mig usikker på hende, og det er måske derfor jeg finder hende så tiltrækkende. På det seneste er hun dog begyndt at finde på små lege, som at flette mit hår ind i tæppe, eller at binde mig til et træ. Er den slags helt almindeligt i et parforhold, eller er hun blevet træt af mig? Hilsen Sam Dilemma # 3: Den fortabte søn Min søn har igennem mange år ført en omflakkende tilværelse, og jeg er bekymret for ham. Gud ved at vi har prøvet at tale ham til fornuft. Hans mor kommer fra en velstillet familie, mens jeg har arbejdet mig op fra ingenting. Sammen har vi sparet op til at give ham en universitetsuddannelse. Han er veltalende, og kunne blive en glimrende sagfører. Men hver gang vi ser ham, har han fundet sig en ny dille. Han holdt kun ved jura i få måneder, og skiftede så til filosofi. Men alle ved jo hvor brødløst det studium er. Så blev det åbenbart også for kedeligt for ham, for pludselig blev han enormt religiøs, og gik i munkekloster. Men sidst jeg hørte fra ham, havde han droppet munkelivet. Så gik han i gang med at oversætte Biblen til tysk, og nu vil han gudhjælpemig starte sin egen kirke. Jeg er overbevist om, at han kun bliver halvt færdig, og så pludselig skifter fokus igen. Hvordan kan vi lære vores søn lidt mere vedholdenhed? Jeg forventer nok ikke at han vender tilbage til juraen, men jeg vil bare gerne have at han finder stoltheden ved veludført arbejde, og færdiggør bare ét af sine mange projekter. Hilsen Hans

Andre episoder fra Den Historiske Brevkasse Se alle episoder →