Beskrivelse
Danske Monstrum fra Brøndby designer eventyrlige legepladser til børn i hele verden – og har gjort det til en solid forretning. I 2024 leverede virksomhedens 100 medarbejdere en bruttofortjeneste på 85 mio. kr. og et imponerende overskud på 32 mio. kr. Bag succesen står founder Ole Barslund Nielsen. Men selv en SMV-leder for en sund og veldrevet virksomhed kan komme i tvivl, når verden forandrer sig. USA har de seneste år været Monstrums største og mest stabile marked. Nu skaber tariffer, handelsuro og geopolitisk usikkerhed tvivl om Monstrums markedsstrategi. I studiet diskuterer din vært Tue Mantoni fra TUESDAY og Koncerndirektør Martin Kudsk Rasmussen fra Nykredit Spar Nord et strategisk dilemma, der optager Ole - og mange andre SMV ledere landet over: Skal man holde fast i USA som sit vigtigste marked, når handelsforholdene er så usikre – eller bør man ændre kurs, før det er for sent? Og hvilke skjulte muligheder er der i den nuværende situation? Lyt med og få konkrete perspektiver på strategiske valg, markedsprioritering og ledelse i en tid, hvor stabilitet ikke længere er en selvfølge, og det er udfordrende at finde kursen i en usikker verden.