Chattens 10 Specielle Spørgsmål Og En Lort I Gardasøen

Det er som om, at når min angst forsøger at fucke lidt med mig, så tror jeg, at jeg skal tage kampen op. Min standardreaktion er, at jeg begynder at løbe hurtigere. Som om jeg slet ikke hører, hvor højt angsten råber. Jeg skruer bare op for tempoet og ignorerer min ømme krop, indtil jeg lige pludselig brænder sammen, så følelserne står ud af mig. Min angst hvisker til mig, at jeg er utilstrækkelig, og det kan tage tid for mig, før jeg lige stopper op og siger: "Hov, vent - det synes jeg faktisk ikke, jeg er." Den her episode er mig, der lige stopper op et øjeblik, tager nogle dybe indåndinger og slikker mine sår, inden turen langsomt går videre.