Beskrivelse
“Mellem forundring og forandring, et enkelt bogstav” Atomar. Et poetisk univers. Poetiske billeder holdt sammen i en sprængt musik. Atomar. En fortælling i en atomar form. En fortælling om kærlighedens, landets, verdens tilstand. Atomar. Erindring og vision. Klædt i sorg og beskhed, oprør og mildhed, skønhed. Tid som åbning og som ar. Ar, så små eller store som atomer. Atomar. Et digterisk værk fortolket i lyd og af to stemmer. To stemmer peger på flere, på det fælles. To stemmer, ensomme og fælles. Digte: Lene Henningsen Stemmer: Marina Bouras og Jens Albinus Lyd og musik: Rudiger Meyer Læs mere om værket i vores august nyhedsbrev. Forstadsdroner vender hjem vintersange fra den fine gamle have nedsvælget og nu hjemover med de blødende bevidstheder længere fremme i bussen plakaterne siger sommerhjerter! og folkloristisk forstadsdans mærker de mon at de falder over sig selv i ryk? tryghed er en mærkevare tryghed på udsalg (de riges sparerunde) skal ikke hånes vi skal alle på udsalg en dag sidste dages hellige forbrugere vinter forår sommer efterår vinter… turister i egne liv marcherer i par over torvet hun: blomstret tørklæde istandsat han: den pæne sweaters linjer velfriserede med tyngde i topskat (du er toppen, skat) tilbage står en ubrugelig ironi og iagttager blafrer med de usælgelige spørgsmål: hvad er den for dig -dronernes himmel? (få det til at lyde som en popsang) fluerne er så manøvredygtige omkring døden havens fine slot er til tælling kong vinter kommer du hjem?