Beskrivelse
Hvis der er ét univers som er uendeligt, er det fantasiens. For 30 år siden udkom animationsfilmen Toy Story for første gang på dansk, og i dag udkommer så Toy Story 5. Og denne gang flytter en tablet ind på børneværelset. Derfor kommer sheriffen Jessie, cowboyen Woody og astronauten Buzz Lightyear igen på arbejde, når de skal redde fri og fantasifuld leg. Men er legen truet, og er det i så fald skærmene, forældrene, tech-milliardærerne eller samfundets skyld? Er Disney Pixar egentlig skurken eller helten i den fortælling? Og er det i virkeligheden selve barndommen, der er på spil? Medvirkende: Imran Rashid, speciallæge, digitaliseringsdebattør og forfatter, og Jacob Hinchely, radiovært på P6 Beat og anmelder på podcasten Betacritic. Vært: Gustav Hagild. I redaktionen: Anna Sonja Bruun og Nanna Sloth Skardhamar. Redaktør: Hanne Barslund.