Beskrivelse
Dagens episode er en Halloween-special, hvor vi har samlet en række nye og gamle godter, der alle har den traditionsrige højtid som omdrejningspunkt. Vi starter med at genbesøge et Lumos-segment fra bog 1, hvor vi, i anledning af Harrys første Halloween-fejring på Hogwarts, undersøger den (u)hyggelige højtid. Heri taler vi bl.a. om, hvad der egentlig er forskellen på Allehelgensaften og Halloween, og vi diskuterer, hvorfor netop Halloween er en skelsættende dag i den magiske verden og i Harrys kamp mod Voldemort. Herefter kommer vi tæt på Halloween i bog 2, når vi kaster os ud i to sacred practices. Først tager vi fat på "sacred imagination", hvor vi kommer på en drømmerejse, når vi sætter os i trioens sted som gæster til Næsten Hovedløse Nicks dødsdagsfest. Herefter kaster vi os ud i "Pardes", hvor vi dykker ned i en tilfældig passage fra dødsdagsfesten og undersøger dens symbolske betydning både i situationen og i Harry Potter-serien generelt. Så lyt med, og kom i den rette Halloween-stemning, når vi sætter scenen med græskar, dansende skeletter, baskende flagermus og en masse spøgelser!