Overblik: Invitationen / Gensyn med Vindelhuset (Harry Potter og Flammernes Pokal #3-4)
Alohomora - din nøgle til Harry Potter-bøgerne · Alohomora
Beskrivelse
I dette overbliksafsnit undersøger vi kapitel 3 og 4 i Harry Potter og Flammernes Pokal gennem temaet ’indtrængen’. Vi dykker ned i udvalgte scener, hvor grænser udfordres og overskrides, og hvor nogen trænger ind uden nødvendigvis at være inviteret. I kapitel 3 ser vi bl.a. nærmere på fru Weasleys brev til hr. og fru Dursley og hendes insisteren på, at Harry skal med Weasley-familien til verdensmesterskaberne i Quidditch. I kapitel 4 bliver denne indtrængen langt mere konkret, da Weasley-familien tropper op på Ligustervænget for at hente Harry og bogstaveligt talt sprænger sig vej gennem Dursley-familiens blændede pejs. På den måde viser de to kapitler, hvordan den magiske verden i stigende grad trænger ind i Dursley-familiens ellers så omhyggeligt afskærmede mugglerverden. Men indtrængen er også et spørgsmål om perspektiv, og derfor diskuterer vi, hvordan en handling kan opleves som uvelkommen og grænseoverskridende, uden at det nødvendigvis er intentionen bag den. Vi kommer bl.a. omkring følgende spørgsmål: Hvad symboliserer den grapefrugt, som familien Dursley og Harry skal dele til deres morgenmad? Hvordan distancerer Harry sig via sit ordvalg fra familien Dursley? Hvordan kommer Petunias, Vernons og Dudleys forskellige reaktionsmønstre til udtryk, mens de venter på familien Weasleys ankomst til Ligustervænget? Lyt med, når vi undersøger indtrængen, grænser og perspektiv i mødet mellem den magiske verden og Ligustervænget.